Af Bodil Andersen, klient
Afviste ros og påskønnelse…
Jeg er tit blevet forbløffet, og lidt bange hvis nogen viste mig meget stor sympati, og holdt af mig for min egen skyld, det fortjente jeg bestemt ikke og jeg syntes også at det forpligtede mig til hele tiden at skulle holde en standard som jeg ikke magtede. Samtidig ønskede jeg brændende at være elsket, beskyttet, accepteret og holdt af. (ikke altid at skulle være så årvågen, ængstelig og på vagt). På trods af denne selvbebrejdelse og angst for ikke at slå til har jeg også haft en naiv tro på at jeg havde noget godt at bringe verden, at kernen i mig var fast og urokkelig. Et eller andet i mit sind har altid efter endt ”nedtur”, fået mig til igen at forsøge at være med, at deltage, at bruge det potentiale, som jeg ved, at jeg har, og som jeg gerne vil bringe til udfoldelse.
Bevidstheden..
I de sidste mange år har jeg nok rent intellektuelt været klar over hvor nogle af mine problemer var begravet, men jeg har faktisk været fuldstændig ude af stand til at ændre den måde jeg tacklede livet og mine problemer på. Jeg har forsøgt masser af gange, men det har været som at slå i en dyne, eller forsøge at gå igennem en dør som ikke var der.
Som ung tog jeg en drama uddannelse, og igennem den, og mit arbejde som skuespiller, opøvede jeg mange strategier og måder at tackle mine fobier på. Jeg opnåede en fantastisk tilfredsstillelse, når jeg spillede. Jeg kunne gennemleve et utal af følelser, og situationer, uden at være i fare for at gå under. Det var berusende. Men trods ros og forsikringer om mit talent forlod jeg skuespillerfaget. Jeg havde det dårligt med, og kunne ikke finde ud af, den ”hårde” del af faget. Hvad var ægte, og hvad var skuespil, hvad var mig og hvad var de andre, kampen om rollerne, savene på albuerne, bagtalelsen, intrigerne, sprutten og nattelivet, og hvad man ellers måtte gøre for at indynde sig hos dem som havde noget at skulle ha’ sagt. Det er mærkeligt, at jeg har sådan en trang til at eksponere mig selv, og så samtidig ønsker at krybe udenom, ikke stå ved det som jeg er, og hvad jeg nu har at tilbyde, når jeg spillede teater. Et fri rum – her kunne jeg forsøge at være sand, at være inderligt til stede, og opøve min evne til nærvær, uden at skade mig selv eller andre. I mit livs store krise, som strakte sig over en del år, trak jeg faktisk kun vejret ”frit og ubesværet”, når jeg malede. Det virkede som en overtryksventil, et sted hvor jeg kunne bearbejde, eller glemme mine problemer. Jeg har senere erfaret at det at male, ligesom så mange andre processer, repræsenterer to modsatrettede sider. En forløsende og en som kræver hårdt og seriøst arbejde.
Årsag og sammenhæng..
Som barn havde jeg det tit underligt, rent fysisk, var utilpas, havde ondt i kroppen og i hovedet, senere i 20’erne begyndte jeg at få nældefeber, hvilket var næsten dagligt. Det endte med et anafylaksis chok og hospitalsindlæggelse. Jeg fandt ud af at nældefeberen havde relation til hvedebaserede fødevarer, og ved at begrænse mit indtag af brød etc. Har jeg haft lettere ved at styre min allergi.
Efter 3 besøg hos dig (Ellen Eriksen, red.), med korrektioner af forskellige ubalancer er min grundlæggende tilstand blevet anderledes. Jeg føler mig mere samlet, mere fuldstændig, mere tilstede i min krop. Min frygtsomhed er ikke tilstede i så voldsom grad og jeg tænker ikke i ring, kan bedre handle på følelsesmæssige reaktioner. Følelse og intellekt arbejder bedre sammen, og frem for alt så tænker jeg bedre. Jeg prøver at møde en hver ny udfordring uden at lægge strategier, og uden at forberede mig på afvisning. Det virker, og med tiden bliver det nok en mere integreret del af mit liv. Jeg føler mig lettere og bliver ikke så nemt drænet for energi.
Ved at lytte til CD’en med de korrigerende lyde, kan jeg vedligeholde og genoprette balancen i min krop, hver gang det er nødvendigt. Jeg er dig dybt taknemmelig for den hjælp og indsigt som korrektionerne og besøgene hos dig, har givet mig.